Interview

KL til opstillerne: 'Money Talks'

Frederikshavn-borgmester Birgit Stenbak Hansen (S), der også er formand for Klima- og Miljøudvalget i Kommunernes Landsforening (KL), mener, der er brug for klarere rammer og flere penge til borgere og kommuner, hvis vi skal undgå ”halmballer ved kommunegrænserne”.

Birgit Hansen (S)

Birgit Hansen (S), borgmester i Frederikshavn. Foto: Kommunernes Landsforening.

Hvad skal der med dine øjne til for at sætte gang i VE-udbygningen på land?

”Vi ved alle, at der skal leveres en firedobling af vedvarende energi frem imod 2030. Vi har en fælles opgave med at få opstillet en rekordhøj kapacitet af VE. Det kræver vindmøller, solceller, biogasanlæg og Power-to-X. For at det skal lykkes, er opstillerne, kommunerne og staten nødt til sammen at adressere borgermodstanden, for ellers kommer den grønne omstilling ikke til at ske.

Det betyder, at vi er nødt til at være mere ambitiøse med, hvordan vi kompenserer de ramte borgere, fordi det er kompensation, der virker imod lokal modstand. I kommunerne er vi meget optagede af vores rolle i at finde ordninger, som alle kan se sig selv i. Det er os, der kender borgerne og geografien bedst. Det er os, der skal se naboerne i øjnene nede i Brugsen eller på gågaden.”

Hvad er nok for at sikre den lokale opbakning? Regeringens politiske aftale om vindmøller og solceller på land øger Grøn Pulje med 150 pct., ligesom VE-bonussen til naboer øges med 50 pct. Det er en betydelig forøgelse i forhold til tidligere.

”Det er en forøgelse, men det er stadig småpenge. Money talks. Det gør de for jeres medlemmer, men det gør de også for kommunerne og for borgerne. Det skal selvfølgelig ikke være sådan, at vi rækker hånden frem, før investorer og opstillere kan komme i dialog med os. Vi har brug for klarere rammer for, hvad der kan lade sig gøre rent lovgivningsmæssigt, men det kræver også højere kompensation til både kommuner og borgerne end det, der indtil nu er fremlagt.

Generelt har der været en oplevelse af, at kommunerne er blevet kørt lidt udenom i den politiske proces. Det er staten, der skal udstikke de overordnede rammer, men i KL havde vi nok ønsket, at kommunernes interesser havde fyldt lidt mere i udmeldingerne om de første energiparker.”

Du siger, at kommunernes interesser burde have fyldt mere i udmeldingerne om de første energiparker. Hvem har ikke gjort arbejdet godt nok?

”Jeg kan konstatere, at der ikke blev peget på mange kommunale projekter. Det kan skyldes, at kommunerne ikke sendte nok egnede ind, der kunne peges på, men det kan også skyldes, at staten ikke så kommunerne først i prioriteringen af udpegningen af de første energiparker.”

Du har beskrevet forholdene omkring opstilling af VE-anlæg som et cowboyland, der skal ryddes op i. Hvad kan kommunerne gøre for at række ud til de opstillere, der skal levere den vind og sol, som skal få os i mål med den grønne omstilling?

”Det er vigtigt at få sagt, at jeg ikke kun peger pilen imod jeres medlemmer, når jeg beskriver den grønne omstilling som et cowboyland. Generelt oplever vi en positiv dialog mellem opstillerne og kommunerne. I Frederikshavn Kommune savnede vi henvendelser fra opstillerne, før åben-dør-ordningen blev lukket. Med cowboyland mener jeg, at der ikke er klare rammer for, hvordan vi i kommunerne må bruge pengene, og hvad vi må bruge dem til. Jeg ved heldigvis, at det er noget, der er ved at blive kigget på i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.”

Er det i den forbindelse ikke mere rimeligt, at det er de nærmeste naboer og ikke kommunerne, der får den økonomiske fordel af at have en energipark i baghaven?

”Naboerne skal kompenseres bedre, men det skal kommunerne også. Det er ikke sådan, at kommunerne kræver 100 mio. kr. til at bygge et nyt operahus. Der er ingen slette motiver. Men det er lettere at acceptere en energipark på land, hvis indtægterne gavner kommunekassen og giver plads til rejsning af skov eller andet, der er lokalområdet til gavn. Vi skal væk fra idéen om, at opstillere kan komme ridende ind udefra og etablere store vindmøller og solceller for så at ride derfra igen med det hele for det halve.”

I Tønder Kommune er der et særkrav om mindst 40 pct. lokalt ejerskab og indbetaling til diverse fonde. Ser du det som en gangbar vej til at fremme mere VE på land?

”Det mener jeg ikke noget om som formand for KL’s Miljø- og Klimaudvalg, fordi den sag er ved at blive vurderet af Ankestyrelsen. Overordnet kan jeg sige, at den enkelte kommune forsøger at finde de løsninger, der skal til for, at borgerne omfavner den grønne omstilling lokalt.”

Green Power Denmark mener, at kommunerne bør belønnes for at opstille vedvarende energi. Hvad mener du om den idé?

”På vegne af landets 98 kommuner er jeg ikke så optaget af, at nogle kommuner skal belønnes mere end andre. Der er en naturlig forskel på, hvor meget grøn strøm man kan levere, om man er Ringkøbing-Skjern kommune i Nordvestjylland eller Herlev kommune på Sjælland, hvor det ikke er så meget plads.

Min pointe er bare, at opstillerne (...) bør bidrage lidt mere til fællesskabet (…). Ellers frygter jeg, at vi ser halmballer ved
kommunegrænserne, når lastbilerne kommer kørende med vindmøllekomponenterne.
Birgit Stenbak Hansen, borgmester (S) i Frederikshavn Kommune

KL ønsker klarere rammer, og derfra må det være op til byrådsmedlemmerne og borgerne at tage stilling til, hvorvidt en vindmøllepark eller et solcelleanlæg er godt for samfundet og erhvervslivet lokalt.”

I 2023 blev der pillet mere ned, end der er stillet op. Vi har travlt, hvis vi skal nå målet om en firdobling af grøn strøm imod 2030. Flere byrådspolitikere har meldt ud, at de gerne ser staten sætte krav til antal MW, der skal opstilles i den enkelte kommune, for at sætte fart på processen. Hvad mener du om den idé?

”Grundlæggende går jeg ind for det kommunale selvstyre og mener, at det er den enkelte kommune, der er den bedste til at afgøre, om det er plads til et VE-anlæg i kommunen. I Kommunernes Landsforening deler vi målsætningen om en firedobling af grøn strøm på land, og kommunerne er klar til at levere. Der bliver lavet klimahandlingsplaner, og generelt er der en god dialog med opstillerne, så alle forudsætningerne er allerede til stede for at accelerere udbygningen og den grønne omstilling.

Min pointe er bare, at opstillerne, der giver udtryk for, at de gerne støtter lokalsamfundene økonomisk, bør bidrage lidt mere til fællesskabet. Både i forhold til den grønne pulje og kompensation til de borgere, der bliver ramt af at få en vindmøllepark eller et solcelleanlæg i baghaven. Ellers frygter jeg, at vi ser halmballer ved kommunegrænserne, når lastbilerne kommer kørende med vindmøllekomponenterne.”

Artiklen er første gang bragt i Naturlig Energi

Nyheder direkte i din indbakke?